misfitine

Lang nat
En lang trappe, der er så lang at den overvælder ham fysisk og han falder og lander blødt på maven. Han skriger, men han slår sig ikke. Der er noget ved omgivelserne der får ham til at løsne alle bånd. Smide alle hæmninger af uforklarlige årsager. Det er som om en hyletone skærer gennem hans hovede og presser ham længere ned gennem de kolde februar fliser. Pladsen ligner ikke sig selv nedefra. Heller ikke mennesker. Han rejser sig og går langsomt fremad. To børn løber væk, skræmte ved synet af ham. Han har lyst til at løbe med, men tør ikke, ovenpå de foregående hændelser. Han træder ud til gaden fra pladsen og han kan se store mørke mænd fiske lig op af floden. "Hvad er dette for et sted?"
Han kaster op og vinden puster ham forover som et stød i ryggen. Han går længere op ad gaden og han kan pludselig se hele byen foran ham. Skummel, påtrængende, stor og larmende på samme tid, er hans by. Det er i sandhed et gudsforladt sted.

Pludselig står hun ved hans side. Hun sender ham et sønderrivende smil. Det skærer ham i hjertet. Øredøvende tårer triller ned af hans ru kinder. Vinden har forvandlet ham til en lædermand. Vinteren har berøvet alle hans skatte, inklusiv hende og det bedrøver og bekymrer ham. Hun forsvinder ligeså hurtigt som hun er kommet, og han ved at det var en indre fantasi, en illussion at hun nogensinde skulle opsøge ham igen.

Dagen fordamper i horisonten og mørket æder himlen i store grådige mundfulde. Til sidst er der bælgravende sort, end ikke månen skinner. Han ser godt tegnet. Gud taler til ham.

DØDSSCENEN
Han træder ud i vandet og mærker sandet mellem sine tæer. Han ligger på knæ nu. Faldt han? Ligger han sig bevidst ned nu? Bevidstheden styrede hans krop. Bevidstheden om hans sidste time trækker ham ned i vandret position. Han ligger nu langs med vandet. Det skyller ind over hans ansigt. Han kan mærke små sten der blidt slår mød hans ansigt i takt med bølgerne. Efter nogle timer er han væk.